Martin & Martines Rejseblog

Et kort over Påskeøen ses her:

Ankomsten til Påskeøen var en lidt rodet affære, fordi ankomsthallen med det ene bagagebælte var ret lille, de var ret langsomme om at få sendt bagagen ind, og der var utrolig mange mennesker med flyveren. Vi stod derfor i én stor menneskemængde og kæmpede med alle andre om at komme tæt nok på bagagebæltet til, at vi kunne samle vores bagage op. Det lykkedes dog, og i sand polynesisk stil blev derefter hilst velkommen med blomsterlei af ham, som skulle fragte os til vores opholdssted. Vi havde lejet et værelse på en campingplads, som lå lige ud til vandet, så der var en dejlig udsigt om dagen (det første billede) og en flot solnedgang om aftenen (det andet billede):


I midten af 1960’erne blev rapa nuierne (de indfødte på påskeøen) officielt anerkendt som chilenere (de fik dermed bl.a. ret til at stemme), og dette er hvert år siden da blevet fejret ved den to uger lange festival Tapati Rapa Nui. Omdrejningspunktet for festivalen er en række konkurrencer indenfor dans, sang, kultur og sport mellem to klaner, som hvert især udvælger en kandidat (en ung kvinde), som skal kæmpe om at blive dronning af festivalen. Ved deltagelse i de forskellige konkurrencer, har deltagerne (både børn og voksne) mulighed for at vinde point til den kvinde, som de repræsenterer, og den kandidat med flest point til sidst vinder titlen som dronning.

Festivalen startede dagen før vi ankom til Påskeøen, så efter at have tjekket ind gik vi ned til havnen for at se en svømmekonkurrence. Her var de fleste af de mandlige deltagere iklædt deres traditionelle sportsdragt (g-strengsagtige underbukser):

På billedet er deltagerne ved at gøre sig klar til svømmekonkurrencen (dette er kun en del af deltagerne). Starten foregik ude på havet, så de blev sejlet med båden ud på havet, hvor de hoppede i og svømmede ind til kysten igen. Vi sad så på nogle store sten langs vandet og betragtede de svømmende:


Der var et utroligt liv på havnen, hvor masser af lokale og turister var mødt op for at heppe på de svømmende. Havnen var ret lavvandet og i den ene side, var der en slags strand, hvor der var masser af børn. Disse klatrede rundt på de forskellige både, som lå til kajs, mens deres forældre så ubekymrede til. Det var ret sjovt at se og en noget anden scene end en tur langs kanalen hjemme på Christianshavn:

Næste dag gik vi op til Rano Kau, hvilket er et krater fra en gammel uddød vulkan, som ligger syd for Hanga Roa (den eneste by på Påskeøen). For at komme derhen gik vi forbi industrihavnen, og der så vi en af de første moai på vores besøg på Påskeøen:

Derefter fortsatte vi et lille stykke langs kysten, inden vi startede opstigningen op af Rano Kau (den er 410 m høj). Tilbage i tiden udryddede rapa nuierne al skov på Påskeøen, så derfor er de meste af øen i dag dækket af græs (der er derfor få steder med skygge). Omkring Hanga Roa er der dog i nyere tid blevet plantet noget skov, bl.a. på Rano Kaus skråning, så en del af turen derop gik gennem en eukalyptusskov, men det var nu alligevel ret varmt. På toppen ventede der os dog et rigtigt flot syn ud over krateret (med havet i baggrunden), som er fyldt med vand og vandplanter:

Bygget ind i siden af Rano Kau og med front ud mod havet (i 400 meters højde) ligger resterne af den ceremonielle landsby Orongo. Husene her er lave og runde, vinduesløse bygninger med meget små indgange (rapa nuierne kravlede ind i husene) bygget af sten fra vulkanen og foret med græs:


Husene var meget skrøbelige (også tilbage i tiden, da de blev brugt), så man kunne ikke komme ind i dem, og de er alle genopbygget i nyere tid. Landsbyen blev brugt en gang om året af medlemmerne af den såkaldte ’birdman-kult’ i forbindelse med kultens vigtigste ceremoni. Denne var en konkurrence om at samle det første æg fra en sooty tern. Hvert år ankom disse fugle (og gør det stadig den dag i dag) til nogle små øer i nærheden af kysten ved landsbyen for at lægge æg og udruge dem der:

I dag er der ingen adgang for mennesker på disse øer, men da kulten stadig havde sine ceremonier (sidste gang i 1860’erne), kæmpede de forskellige høvdinge (eller en repræsentant for dem) om at være den første, der bragte et æg tilbage til landsbyen (de kravlede ned af klipperne oppe fra landsbyen, sprang i havet og svømmede ud til øerne med en lille rafte, hvor de afventede fuglenes ankomst, så de kunne samle et æg og så svømme tilbage igen). Imens mændene var af sted, sad de præster, som havde ansvar for ceremonien, i et hus i den ene ende af landsbyen og afventede resultatet. Området omkring dette hus var af ceremoniel betydning, så derfor er der på stedet graveret en masse petroglyffer på stenene:

I forbindelse med festivalen er der hver aften forskellige konkurrencer og underholdning på en scene nede ved vandet i Hanga Roa. Vi tog derned denne aften, hvor der først var et lokalt band, der spillede, inden børnenes (alder 4-8) dansekonkurrence gik løs. Disse dansede forskellige traditionelle polynesiske danse, iklædt traditionelt tøj, og de var rigtig dygtige:


Næste dag slappede vi bare af og tog ned i byen for at se diverse konkurrencer. Her startede vi med at se et stafetløb, hvor deltagerne skulle løbe med to bananklaser i stedet for en traditionel depeche:

På hvert hold var der fem deltagere, men hvor langt hver enkelt deltager egentlig skulle løbe, blev vi aldrig klar over. Det så dog ud til at være ret hårdt, og det har sikkert også været ret besværligt at løbe med sådan to bananklaser. Stafetløbet sluttede nede på fodboldstadionet, hvor der efterfølgende var en umu, hvilket er en traditionel grillfest. Her blev der serveret oksekød og søde kartofler tilberedt i en jordovn, samt kage og vandmelon til dessert.

Maden fik vi (i mangel af bedre) serveret i en plasticpose, da vi ikke havde taget en tallerken eller en skål med ligesom de lokale. Maden smagte rigtig godt, og hver eneste bid blev skarpt forfulgt af en hund, som håbede på at få en godbid (hvilket den også fik).

Efter umuen gik spydkastkonkurrencen i gang. Her gjaldt det dog ikke om at kaste langt, men i stedet om at få spyddets spids til at sidde fast på en bananplante. Spyddene var hjemmelavede af træ med en stenspids bundet i den ene ende, og nogle deltagere havde også pyntet deres spyd med fjer, ligesom nogle af deltagerne var malet på kroppen eller havde anden pynt af fjer eller strå på:

Vi blev der dog ikke til spydkonkurrencen var færdig, fordi det begyndte at regne ret kraftigt, så vi fandt aldrig ud af, hvem der egentlig vandt.

Om aftenen var vi igen nede i byen for at se aftenunderholdningen. Denne aften var der en sangkonkurrence med to kor; et kor repræsenterende hver af dronningekandidaterne. Disse kor skulle så skiftevis synge traditionelle sange, hvor den eneste musik dertil, var den deltagerne selv lavede ved at slå forskellige sten sammen. Nogle af deltagerne fra det ene kor ses her:

Derefter var der fremvisning af tatoveringer. Tatoveringer betyder meget for rapa nuierne og har traditionelt set været brugt til at markere vigtige begivenheder i deres liv. Deltagerne (fire repræsentanter for hver dronningekandidat samt selv dronningekandidaten) var dog ikke rigtig tatoveret, men blot malet på kroppen. En af deltagerne ses her:

På rapa nuiernes eget sprog skulle de så fortælle om de tatoveringer, som de havde malet på kroppen. Vi forstod selvfølgelig ikke et ord af, hvad de sagde, men de brugte deres kropssprog rigtig meget, når de fortalte, så det var alligevel ret interessant at se.

Næste dag tog vi på en guidet tur rundt på øen for at se de største seværdigheder. Første stop var Anakena Beach, som ligger på Påskeøens nordvestlige kyst:

Dette er den eneste rigtige strand på Påskeøen, og man mener, at det var her, at King Hotu Matua og hans folk ankom til Påskeøen og dermed gjorde øen beboet af mennesker. På stranden står Ahu Nau Nau, som er en platform med syv moai (hvoraf to mangler hovedet):


Den platform, som moai står på, kaldes en Ahu og var hellig (almindelige mennesker måtte ikke røre den). Moai var afbildninger af forfædre og havde mana, så man troede, at deres tilstedeværelse kunne beskytte den landsby, som de var placeret ved. Da alle folk levede langs kysten, står derfor stort set alle moai på Påskeøen tæt ved kysten med ryggen vendt mod havet (så de kan kigge ind på den landsby, som lå placeret foran dem). Alle moai er afbildninger af tidligere høvdinge, hvilket ses på deres lange ører og lange fingre:

Da høvdingene var fine folk, behøvede de ikke arbejde og kunne derfor have lange negle (derfor de lange tynde fingre), ligesom høvdingene havde lange øreflipper, fordi det var skik at udvide hullerne i deres ører mere og mere (de lange ører). Den røde sten på moai’ens hoved kaldes en pukao, og man mener, at den skal repræsentere en frisure, som mændene havde. Disse er dog kommet til i en senere tid, idet det kun er omkring 60 moai (af de i alt ca. 300 færdiggjorte moai, som er på Påskeøen), som har en pukao på hovedet.

Alle de stående moai på Anakena Beach er renoveret og rejst tilbage i 1979 og tilsvarende gælder for alle andre stående moai på Påskeøen. Således var der omkring midten af 1800-tallet ikke længere nogle stående moai, hvilket dels skyldes naturkatastrofer, så som tsunamier og jordskælv, men også krig mellem de forskellige klaner på Påskeøen. Således troede man, at man kunne fratage en konkurrerende klan dens mana ved at vælte deres moai og dermed lettere besejre dem. Krigen mellem klanerne startede i slutningen af 1600-tallet, da alle ressourcer på Påskeøen var ved at være opbrugt, og de enkelte klaner gerne ville have kontrol over de tilbageværende ressourcer. Dette satte også stop for produktionen af nye moai.

Vi tog efterfølgende hen til Ahu Tongariki på Påskeøens sydøstlige kyst, hvor 15 moai’er står samlet på deres ahu. Dette er den største samling af stående moai på Påskeøen, men også den største ahu bygget overhovedet:

På billedet kan man rigtig se, hvor store moai’ne egentlig er (den højeste af disse moai er ca. 9 meter). Moai’ne på Ahu Tongariki blev restaureret og rejst tilbage i 1992-1995, og flere af dem blev egentlig fundet 100 meter inde i landet på sletten foran vulkanen Rano Raraku, hvor de var havnet efter at Påskeøen i 1960 blev ramt af fire store tsunamier. Rano Raraku ses her:

Det var også Rano Raraku, som lagde sten til langt størstedelen af alle moai. Således kan man på Rano Rarakus skråninger finde ca. 320 ufærdige moai, hvoraf nogle nærmest ser ud til at vokse ud af vulkanen:


Rapa nuierne havde således gang i udhugningen af mange moai på en gang, og man mener, at hvis 30 mænd arbejdede i otte timer om dagen, så ville det tage dem et år at færdiggøre en moai. Når en moai var udhugget af vulkanen, blev den transporteret ned og hen til dens bestemmelsessted (præcis hvordan ved man ikke – der er kun en masse forskellige teorier derom), hvor den blev endelig færdiggjort.

På Rano Rakus skråninger ligger også the Giant, som er den største af alle moai med en længde på næsten 21 meter. Denne moai er dog aldrig blevet færdig, og således stadig meget fastgjort til vulkanen:

Oppe fra Ranoi Rarakus skråninger var der også en flot udsigt ud over havet og de 15 moai på Ahu Tongariki:

Vi gik også en tur ind i selve krateret på Rano Raraku, hvor man kan finde omkring 80 moai (man mener, at indersiden at krateret har været lærested for udhuggerne). I krateret er der også en stor ferskvandssø, hvor mange heste var samlet:

Der er rigtig mange vilde heste på Påskeøen, så lige så snart man bevæger sig uden for Hanga Roa, så ser man dem over alt, hvor der er en smule græs. Folk lader dog også deres egne heste græsse på må og få, hvor der nu lige er noget græs, så nogle af hestene i Rano Rarakus krater kan godt have haft en ejer.

Næste dag gik vi en tur op langs kysten nord for Hanga Roa. Her kom vi forbi Ana Kakenga eller ’de to vinduer’, som stedet kaldes på spansk. Her er to lavahuler, som rapa nuierne tilbage i tiden brugte til at søge ly i, når det var dårligt vejr. Hulerne var under jorden og ikke rigtig til at komme ned i, men det var ret flot ved kysten på dette sted, hvor der lå nogle klippestykker ud i vandet:

Nord for Ana Kakenga ligger Ahu Tepeu, hvor der tilbage i tiden lå en stor landsby, og hvor der derfor også engang stod moai. I dag er det dog kun ahu’en, som står tilbage, men man kan på stedet se rester af fundamentet af nogle huse, bl.a. et langt bådformet hus (rapa nuiernes huse var tit lange og smalle):

Fra Ahu Tepeu gik vi ind i landet med retning med Ahu Akivi. På vej dertil kom vi forbi Ana Te Pahu, som er en større lavahule, som rapa nuierne brugte som opsamlingssted for regnvand, og hvor de ved indgangen groede traditionelle afgrøder såsom taro og banan:

Efter tre en halv timers gang ankom vi endelig til Ahu Akivi. Det, der er så særligt ved dette sted, er, at det er det eneste sted, hvor en ahu er placeret inde i landet i stedet for helt ude ved kysten. Dertil kommer, at de syv moai på ahu’en står med ansigterne vendt mod havet, i stedet for at stå med ryggen vendt væk fra havet, som alle andre moai, som har været placeret på en ahu. Placeringen inde i landet gjorde dog, at vi kunne få et billede af moai med havet i baggrunden:

Næsten tilbage i Hanga Roa stoppede vi ved Ahu Ko Te Riku, hvor der står en moai med øjne:

Dette er det eneste sted på Påskeøen, hvor man kan se en moai med øjne. Man mener dog, at alle moai har haft øjne ligesom disse lavet af hvid koral og røde klippestykker.

Da vi skulle ud og spise om aftenen gik vi forbi industrihavnen, hvor der også er en stenet strand. Her lå en skildpadde og tog sig en lur på bredden:

Den var fuldstændig ligeglad med, at der var folk omkring den. Således sad der på et tidspunkt en mand lige ved siden af den og smed vand på dens skjold og i hovedet på den, uden at den overhovedet rørte på sig. Vi blev derfor et kort øjeblik i tvivl om, hvorvidt den nu var i live eller ej, men det viste sig, at den bare lå og sov.

På vores sidste dag på Påskeøen startede vi med at besøge Hanga Roas eneste museum, som er et arkæologisk musum. Museet var ikke så stort, men der var en masse information omkring øens udvikling og den tidlige kultur, ligesom der var forskellige fund af våben, smykker og figurer. Det var ganske interessant, men også meget hurtigt overstået, så vi gik ned i byen for at se på nogle konkurrencer. Den mest interessante konkurrence var en surfingkonkurrence, hvor deltagerne skulle surfe på bræt lavet af sammenfirede grene:

Deltagerne skulle dog ikke stå op på brættet, som ved en almindelig surfingkonkurrence, men i stedet skulle de ride af sted på bølgerne liggende på brættet:

Det gjaldt om at nå helt ind til kysten med hjælp fra kun en enkelt bølge, hvilket kun få havde succes med. Således var de nødt til at padlede en hel del for at holde sig på bølgen, men mange af deltagerne mistede balancen på brættet, når de gav slip for at padle.

Næste dag fløj vi tilbage til Santiago og derefter videre til Buenos Aires, som er sidste stop på vores rejse.

Inden besøget på Påskeøen tog vi et par overnatninger i Santiago, Chiles hovedstad. Det var en helt anden oplevelse at besøge Santiago end Quito, fordi Santiago virker mere velstående og mere moderne, men til gengæld mangler noget af den charme og hygge, som er i Quito (i hvert fald i Old Town).

Da flyveturen til Santiago var om natten, var vi lidt trætte den første dag. Vi gik derfor denne dag bare lidt rundt inde i centrum, hvor der dog kun var meget få gamle bygninger og kirker, men til gengæld adskillige moderne gågader. Vi stødte dog på nogle enkelte ældre bygninger, såsom Palacio de la Moneda, hvor præsidenten har sit kontor:

På den anden side af slottet ligger pladsen Plaza de la Ciudadania, hvor der ud over et underjordisk kunstmuseum står en kæmpemæssig flagstang med det chilenske flag til tops:

Flaget var så stort, at vinden kun havde kraft nok til få flaget til at bevæge sig i slowmotion, hvilket så ret underligt ud.

Vi kom også forbi en stor flot hvid bygning med en velplejet have omkring (muligvis den tidligere nationale kongres). Bygningen var dog indhegnet af store jerngitre og alle porte låst med store hængelåse og kæder, så vi havde ingen chance for at komme tættere på.

Endelig gik vi også hen til Plaza de Armas, som siden Santiagos grundlæggelse i 1541 har været byens centrum, og hvor kirken Catedral Metropolitana ligger:

Den var ret flot inden i, men en gudstjeneste var i gang, da vi besøgte kirken, så vores færden derinde var lidt begrænset.

Næste dag tog vi hen til bjerget/højen Cerro San Cristóbal, som ligger lidt nord for centrum. For at komme op på toppen tog vi med en funicular, som er en lille vogn, der kører på skinner; på forholdsvis kort tid stiger man ca. 250 m. Turen var dog en lille smule ubehagelig, fordi skinnerne var ret stejle, og toget bevægede sig i små ryg, samtidig med at det knirkede. Et billede af funicularen set nedefra ses her:

På billedet ser det lidt ud som om, at de to små grønne vogne (som er i gang med at krydse hinanden midt på ruten) kører på nogle skinner, som går ned af (set i forhold til forgrunden af billedet). Det er dog synsbedrag. Skinnerne går stejlt op af fra forgrunden af billedet, og de to vogne er således langt højere oppe, end der hvor vi stod og tog billedet.

På toppen af Cerra San Cristóbal står statuen Virgin de la Inmaculada Concepción:

Derfra var der naturligvis en god udsigt ud over Santiago:

Det var dog lidt tåget ude i horisonten, og det var derfor svært at se de bjerge, som omkranser Santiago. Netop fordi Santiago er omkranset af bjerge, har alt forureningen en tendens til at blive hængende ind over byen (Santiago er en af de mest smogplagede byer i verden), men det virkede dog ikke til at være så slemt, da vi var der. Det har dog formentlig været smog, som vi kunne fornemme ude i horisonten.

På toppen af Cerra San Cristóbal var der også adskillige cafeer og souvenirforretninger, så vi fik noget koldt at drikke, inden vi kørte ned igen med funicularen.

Vi har besøgt Quito i flere omgange på denne tur; først en enkelt dag inden vi tog til Galápagosøerne, derefter fem dage inden vi tog ud til Cuyabeno National Reserve, og endelig tre dage efter besøget derude. Egentlig skulle vi have opholdt os noget kortere tid i Quito, inden vi tog ud til Cuyabeno National Reserve, men uheldigvis blev Martin syg, og vi blev derfor nødt til at udsætte dertil.

Quito ligger i en slags dal oppe i Andesbjergene (den er den anden højest beliggende hovedstad i hele verden) med den gamle bydel omkranset af høje bakker. I den gamle bydel er der utrolig mange velbevarede bygninger fra kolonitiden, ligesom der også er utrolig mange flotte kirker, så der var det rigtig hyggeligt at gå rundt. Vi boede også i den gamle bydel og endte faktisk med at tilbringe det meste af vores tid i denne bydel. Vores hotel lå ved Plaza Santa Domingo:

Foran kirken (som hedder Santa Domingo) står en statue forestillende Mariscal Sucre, der er lidt af en ecuadoriansk helt, fordi han i 1822 besejrede de spanske royalister, så Ecuador endelig kunne rive sig løs fra Spanien.

Vi tog også hen til Plaza Grande, som er centrum for Quitos gamle bydel. På denne plads ligger Quitos katedral (der dog ikke synes af meget udefra, men er ganske pæn inden i):

Ved Plaza Grande ligger også Palacio del Gobierno, hvor der hver mandag kl. 11 er vagtskifte, og dette tog vi hen og så. En større mængde mennesker var mødt op for at se vagtskiftet, og balkonen på paladset var også fyldt med en masse mennesker, bl.a. Ecuadors præsident og vicepræsident:

Selve vagtskiftet var en større seance, der involverede en masse hornmusik og masser af vagter (også nogle til hest), der vandrede rundt på pladsen foran paladset, ligesom også nationalsangen blev sunget midt i det hele.

Vagtskiftet varede dog overraskende længe, så vi havde ikke tålmodighed til at se det, til det var slut.

En af Quitos ældste og mere hyggelige pladser er Plaza San Francisco:

På denne plads ligger Ecuadors ældste kirke, Monastery of San Francisco, som blev påbegyndt i 1534:

Fra pladsen er der også udsigt til et af Quitos landemærker: Statuen La Virgin de Quito (forestiller en kvinde med vinger), som står oppe på højen El Panecillo, der ligger syd for Old Town:



Vi tog også op til La Virgin de Quito, hvorfra der var en fin udsigt ud over Quito:

Man kunne også komme op i selve statuen, som indeni var indrettet med modeller af - og information om Quitos forskellige kirker.

Vi besøgte også kirken Bacilica del Voto Nacional, som ligger i udkanten af Old Town:

Dette er en ret stor kirke, hvis byggeri blev påbegyndt i 1926. I modsætning til de fleste af Quitos andre kirker er denne kirke meget simpelt udsmykket inden i (kedelig), mens den udenpå er dekoreret med bl.a. skildpadder, iguanas og fugle, i stedet for mere traditionelle gargoyles:

Man kunne også komme op i Bacilica del Voto Nacional, men vi stoppede dog, da vi var nået halvvejs op i tårnet, da den sidste del involverede balancering på en planke og klatring på en stige. Halvvejs oppe var der dog stadig en god udsigt ud over Old Town og El Panecillo:

Nogle få dage bevægede vi os også uden for Old Town. Bl.a. tog vi hen til bydelen Mariscal Sucre, som er turistområdet med alle tour udbyderne, for der at bestille turen ud til Cuyabeno National Reserve), ligesom vi også tog op i nogle af de store shoppingcentre i den nordlige - og lidt finere del af byen. På et tidspunkt, da vi var på vej tilbage mod Old Town kom vi forbi en demonstration, som politiet forsøgte at håndtere ved brug af tåregas. Vi gik i en stor bue udenom demonstrationen, men kom uheldigvis til at gå ad nogle gader, hvor vinden blæste lidt tåregas hen. Vi kunne således ikke se tåregassen, men vi kunne sagtens mærke den, idet det sveg forfærdeligt i øjne, næse og svælg, så det var ret ubehageligt.

Det har været ret interessant at besøge Quito, som var overraskende flot (i hvert fald i Old Town) og tryg at bevæge sig rundt i.

Cuyabeno National Reserve ligger i den nordøstlige del af Ecuador og er en del af Amazon-regnskoven. Vi kom dertil med natbus fra Quito; 11 temmelig lange timer, hvor vi først kørte fra 3000 meters højde op til 4000 meters højde, hvorefter den stod på slalomkørsel i høj fart ned af Andesbjergene og senere ujævne veje gennem små landsbyer tæt ved den colombianske grænse. Hele vejen blev der spillet højt spansk musik, så det var en lettelse, da vi endelig nåede frem til Cuyabeno Bridge, hvor vi blev hentet. Derfra gik det med motorkano i 20 minutter op ad Cuyabeno River, indtil vi nåede Cuyabeno River Lodge, hvor vi skulle bo den første nat.

Hytterne var små og lidt primitive, men det var meget hyggeligt. Højt oppe i træerne omkring lodgen holdt der masser af forskellige fugle til, så der var en konstant kvidren. De var dog ikke så lette at fotografere, men vi fik da et billede af et par Blue-and-yellow macaws, som fløj af sted (vi indrømmer gerne, at man skal zoome en hel del ind for at kunne se, hvilke fugle der er tale om):

Den første dag gik vi nogle ture i regnskoven omkring lodgen. Disse ture var dog lidt indholdsløse, idet guiden kun kunne meget lidt engelsk og derfor ikke var i stand til at fortælle særlig meget omkring stedet eller naturen (vi så kun insekter og frøer). Højdepunktet denne dag var dog, da vi var ude at gå en tidlig aftentur og så de første aber på turen. Vi stod oppe på en lille forhøjning, da vi fik øje på aberne (af racen scary monkeys) i nogle træer et stykke væk, men det var kun når de svingede sig fra træ til træ, at de rigtig var til at se.

Vi havde købt et rowing adventure, så efter at have overnattet en dag i lodgen skulle vi campere tre forskellige steder nede ad floden. Næste dag drog vi således af sted i en kano sammen med guiden, mens de fire andre besøgende i lodgen tog af sted i en motorkano sammen med to andre ansatte (disse skulle kun campere en enkelt nat). Roturen ned af floden var til start ganske fredsfyldt, og det var egentlig en meget smuk tur:

Efterhånden blev det dog lidt trættende, da vi jo ikke lige er vant til at ro (vi roede ca. 15 km), og kanoen næsten ikke flød af sted af sig selv, fordi der kun var meget lidt strøm i vandet. Oven i det hele var vandstanden i floden meget lav, og da der samtidig lå utrolig mange væltede træer ude i floden, gjorde det roningen ned af floden ekstra vanskelig, fordi vi hele tiden skulle manøvrere uden om træstammerne eller passe på ikke at gå på grund. Vi var således meget glade, da vi nåede frem til stedet, hvor vi skulle campere.

Efter at have spist frokost gik vi en tur rundt i skoven (igen uden at guiden sagde noget som helst), ligesom vi var ude at fiske. Efter aftensmaden gik vi på udkig efter insekter. Det var ikke guiden, men en af den andre ansatte i lodgen, som stod for det. Han var virkelig god til at finde forskellige insekter, så det var ret interessant. Han kunne godt nok ikke tale engelsk, men en af andre deltagere kunne lidt spansk, så hun oversatte. Det mest ulækre dyr, som vi fik øje på, var en skorpionedderkop:

Efterfølgende sejlede vi af sted ned ad floden i mørket på udkig efter caimans. I starten gjorde guiden og de andre ansatte et forsøg på at lede efter dem, men det blev hurtigt meget halvhjertet, og til sidst stoppede de helt med at lede efter dem, men koncentrerede sig i stedet om at fange fisk. Dette blev gjort med en machete:

De lyste således ned i vandet, og fik de øje på en sovende fisk, hakkede de den over nakken med macheten, så den næsten blev halshugget, hvorefter de indfangede fisken. De fangede en hel del fisk på denne måde, og guiden vist stolt hver enkelt fisk frem:

Da vi sejlede tilbage til vores lejr, var der lige pludselig nogle fisk, som hoppede op af vandet og op i kanoen. Således var der to gange en fisk, som hoppede op og landede nede mellem vores ben, hvor de så lå og sprællede, indtil vi fik dem samlet op og smidt ud i vandet igen (de var meget glatte), ligesom der også var en fisk, der hoppede og af vandet og ramte en pige, som sad lige bag os, i hovedet, hvorefter den røg ud i vandet igen. Hvorfor fiskene hoppede op af vandet, vides ikke, men måske de blev skræmt af bådens motor, som var tændt på tilbagevejen. Det var i hvert fald meget underligt at se.

Næste morgen sejlede vi ned af floden mod Laguna Grande. På vej dertil så vi nogle aber i træerne lige ud til flodbredden (muligvis tamarindaber – det er lidt svært at holde styr på, hvilke arter vi fik taget et billede af):


På turen så vi i alt fire forskellige abearter, og flere af arterne så vi flere gange. Det var dog generelt svær at fotografere aberne, fordi de bevægede sig omkring højt oppe i træerne og ofte gemte sig lidt bag bladene, så vi har kun få billeder af de aber, som vi så. Et billede af en af de lyse aber, som vi så, ses her:

Sejlturen hen til Laguna Grande tog ret lang tid, og da vi endelig kom derhen var det lidt en skuffelse, for der var ikke meget grande over lagunen. Som i selve floden var vandstanden her også meget lav, og store arealer, som i regntiden er dækket af vand, var nu bare mudder, som vi gik lidt rundt på (i regntiden er Laguna Grande to km bred):

Der var dog nogle enkelte store hvide fugle i lagunen, som vi lige kunne nå at fotografere, inden de lettede (de blev skræmt af kanoens motor):

På vej tilbage fra Laguna Grande mod først campingstedet og senere lodgen så vi en skildpadde på en gren i flodens kant

ligesom vi også så en slange flygte fra flodbredden op mellem træerne. Denne var dog alt for hurtig til, at vi kunne nå at fotografere den.

Efter at have camperet den første nat besluttede vi i øvrigt, at vi ikke gad campere mere, da vi slet ikke kunne sejle så langt ned ad floden, som vi ifølge programmet for turen skulle og derfor heller ikke kunne opleve de ting, som vi troede vi havde udsigt til. I stedet ville guiden bare have, at vi skulle blive det sted, hvor vi allerede havde camperet og gå de samme ture, som vi allerede havde gået, men det gad vi ikke, så derfor tog vi med tilbage til lodgen for i stedet at overnatte der igen.

Tilbage i lodgen var vi om aftenen igen på udgik efter insekter, og her så vi en fugleedderkop:

Fugleedderkop er måske ikke den rette betegnelse for denne edderkop, men den var i hvert fald lige så stor (som et voksent menneskes hånd) og klart den største edderkop, som nogen af os nogensinde har set i den fri natur. Den var temmelig ulækker, og uheldigvis kom vi til at stå lige oven i et myrerbo, da vi stoppede op for at se på edderkoppen, så vi blev også lige bidt af en masse myrer. På denne gåtur så vi også en stor mangefarvet græshoppe:

Næste morgen (vores sidste dag i lodgen) så vi helt tilfældig nogle tucaner komme flyvende forbi, og til alt held valgte en af dem at sætte dig på en gren, så vi kunne fotografere den:

Vi fik også endelig mulighed for at fotografere et par stykker af de mange sommerfugle, som vi så derude. Der fløj således rigtig mange flotte og farvestrålende sommerfugle omkring, men de sad aldrig stille, så de var helt umulige at fotografere. Dog var der et par stykker, som vidste sig at være meget vilde med Martins shorts, så det gav mulighed for at fotografere lidt:

Denne sommerfugl er dog langt fra så farvestrålende, som nogle af dem vi så, men den er stor (hver vinge er vel omkring 6-7cm lang)

Denne sidste dag slappede vi bare mest af, men var også lige ude at fiske et par timer:

Fiskestangen var bare en pind med en snor og krog bundet i den ene ende. På krogen blev der så sat noget kød på, og så var det bare ellers med at hive op i pinden, når man kunne mærke, at der var bid. Målet var piratfisk, men kun en enkelt piratfisk blev fanget (ikke af os). De andre havde til gengæld en hel del succes med at fange catfish, mens vi intet held havde med os. Martin fangede kun grene, mens Martine overhovedet intet fangede, selvom hun dog på et tidspunkt var lige ved at få en catfish på krogen. Desværre røg fisken af krogen, inden den nåede kanoen.

Busturen tilbage til Quito var om noget værre end turen til Cuyabeno National Reserve. Der var godt nok ikke så meget larm i bussen, men til gengæld blev bussen stoppet to gange i løbet af natten; først af militæret, senere af politiet. Begge gange skulle vi stige ud af bussen, så denne kunne blive undersøgt, ligesom også vores bagage blev undersøgt, og vi skulle vise pas. Derudover blev det også umådeligt koldt, da først bussen begyndte at køre op i Andesbjergene, og vi havde slet ikke nok tøj på eller med til at kunne holde varmen (Martin havde shorts på), så til sidst var det svært at sove, fordi vi frøs så meget. Først da vi kom under dynen på hotellet i Quito, fik vi varmen igen.

Turen ud til Cuyabeno National Reserve var lidt af en mærkelig oplevelse. På den ene side så vi mange flere dyr, end vi overhovedet havde turdet håbe på, hvilket selvfølgelig var rigtig godt, men på den anden side så var guiden ufattelig dårlig til engelsk og virkede uengageret, så vi fik intet at vide omkring området eller naturen, ligesom vi aldrig vidste, hvad vi skulle som det næste, og vi endte faktisk ud med slet ikke at se eller gøre de fleste af de ting, som vi ifølge programmet skulle. Da vi kom tilbage til Quito efter turen, gik vi derfor hen til arrangørerne af turen og klagede, og det endte derfor med, at vi fik nogle penge tilbage.

Vi er nu ankommet til Ecuador, hvor vi efter en enkelt dags ophold i Quito (dette er en dag mindre end oprindelig planlagt grundet et aflyst fly) fløj til Galápagosøerne, hvor vi opholdt os i en uge. Mange folk tager et cruise, når de besøger Galápagosøerne, men vi havde i stedet valgt en landbaseret rundtur, hvor vi sov på tre forskellige øer, og så tog på ture på disse øer om dagen. Vi så således ikke helt så mange øer, som hvis vi havde taget et cruise, men til gengæld slap vi så for at sove på en lille båd om natten. Selve rundturen varede fem dage, og derefter boede vi to dage i Puerto Ayora på øen Santa Cruz, hvorfra vi tog to dagsture ud til nogle af de øer, som vi ikke så på selve rundturen.

Et kort over Galápagosøerne ses her:

Vi fløj fra Quito til øen Baltra (der er der ikke andet end en lufthavn og en militærbase) på Galápagosøerne, og kørte/sejlede så til øen Santa Cruz, som var første stop på rundturen. Vores hotel lå i Puerto Ayora på sydspidsen, og efter ankomsten dertil kunne vi lige nå en hurtig omgang frokost, inden vi skulle af sted på den første udflugt (vores fly fra Quito var lidt forsinket, så vi havde ikke lige helt så meget tid efter ankomsten til hotellet). Frokosten blev indtaget på hotelrestaurantens terrasse, som var bygget på pæle ud over vandet:

Herfra fik vi hurtigt en forsmag på den utrolige mængde af dyr, som findes på Galápagosøerne. Således lå der en søløve og sov under et halvtag på restaurantens terrasse,

mens der på klipperne ved siden af terrassen var adskillige marine iguanas og Sally Ligthfoot Crabs (den meget orange krabbe):

Efter frokosten sejlede vi først hen til Tortuga Bay, hvor vi skulle have snorklet, men bølgerne var ret høje, og vi sejlede kun i en lille speedbåd, så det var alt for farligt at sejle ind i bugten, og vi vendte derfor om. Vi sejlede derefter tilbage til bugten ud for Puerto Ayora, hvor der i den ene side var en lille landgangsbro, så vi kunne komme i land og følge en sti ind gennem Santa Cruz’ lavland. Dette virkede ikke særlig frodig og var mest dækket af kaktusser, akacietræer og nogle små brunlige buske uden blade:

Guiden fortalte dog, at de ’døde’ buske ville komme til live om blive meget grønne, så snart det havde regnet nogle gange (regnsæsonen var lige startet, da vi ankom, men det havde kun regnet en enkelt gang). Via stien kom vi hen til en lille kyststrækning, hvor der var masser af lavasten:

På disse klipper var der utrolig mange marine iguanas, som sad og nød solen (området var faktisk parrings- og redested for marine iguana, så dele af stien var lukket af):

Men derudover var der også nogle forskellige havfugle, som fiskede lige ved kysten og bagefter fløj ind på stenene for at tørre, som denne Galápagos Pelikan:

Endvidere vrimlede det også med Sally Ligthfoot Crabs på klipperne:

Sidste stop for dagen, inden vi vendte tilbage til hotellet, var en lille lavvandet strand i nærheden af Puerto Ayora, hvor vi stoppede, så vi kunne få snorklet lidt. Her så vi ud over nogle forskellige fisk også ål og nogle små rokker. Vandet var desværre en smule uklart, men lidt billeder fik vi dog taget:

Næste morgen kørte vi af sted op i Santa Cruz’ højland, hvor der var meget mere frodigt end nede i lavlandet, fordi det regner mere i højlandet. Højlandet har i øvrigt generelt været meget mere frodigt end lavlande på de øer, som vi har besøgt, ligesom højlandet også har været ret tåget (derfra får planterne bl.a. vand). I Santa Cruz’ højland besøgte vi først ”Los Gemelos”, hvilket er to store synkhuller, dvs. sammenstyrtede lavatunneller (de to synkhuller vedrører egentlig den samme lavatunnel):

I bevoksningen omkring kanten på synkhullerne levede der en række forskellige fugle, som efter at have vænnet sig til ens tilstedeværelse kom ret tæt. F.eks. ses her nogle finker (først en hun og derefter en han medium ground finch):


Herefter kørte vi hen til en privatejet farm med grænse op til nationalparken. På jorden hørende til farmen er der masser af græs, samt nogle vandhuller, så stedet er attraktivt for de store landskildpadder, som kommer der for at spise og parre sig. Allerede da vi kørte ad en grusvej derhen, så vi de første (flere af dem lå i vejkanten, så chaufføren måtte køre lidt slalomkørsel), men først da vi først kom ud af bilen og gik rundt på ejendommen, så vi hvor store, disse skildpadder kan blive:


Skildpadderne på Santa Cruz er en lille smule mindre end skildpadderne på øen Isabela, men der var nu alligevel nogle ret store nogle ind i mellem. Det meste af tiden ænsede skildpadderne os slet ikke, men havde bare travlt med at spise. Kun hvis vi gik lidt for tæt på dem forfra, trak de hovedet tilbage og gemte under skjoldet.

Særlig vandhullet var populært, og her samledes store og små skildpadder:

På denne ejendom var der også en lavatunnel, som vi besøgte, inden vi kørte tilbage til hotellet i Puerto Ayora for at spise frokost. Efter frokost sejlede vi af sted til øen Floreana, som er en af de sydligste øer:

På denne ø er der kun en lille by (på den vestlige side), Puerto Velasco Ibarra, med 120 indbyggere, og her boede vi i nogle små hytter ud til havet. Efter ankomsten til Floreana var vi således ude at snorkle på stranden neden for hytterne. Igen var vandet en smule uklart, men vi fik da set nogle havskildpadder og nogle forskellige rokker:

Da Puerto Velasco Ibarra ligger på den vestlige side af Floreana var der således også god mulighed for at nyde solnedgangen, inden vi skulle spise aftensmad:

Tidligt næste morgen kørte vi med den lokale bus (en lastbil med fasttømrede træsæder på ladet) op til Asilo de la Paz i Floreanas højland. Her besøgte vi først et indhegnet reservat med skildpadder:

Disse skildpadder var hybrider, dvs. et mix af forskellige skildpaddeunderarter. Alle øer i Galápagosøkæden har oprindeligt haft hver sin underart af landskildpadden, men tilbage i tiden har søfolk flyttet skildpadder fra en ø til en anden (de lidt mindre underarter) med henblik på at spise dem, men nogle af disse har så sluppet fri og parret sig med de oprindelige skildpadder på øen. Med den forbedrede genteknologi er man dog nu i stand til at skelne hybriderne fra de genmæssigt rene skildpadder, så derfor har man indfanget hybriderne med henblik på at slippe dem fri på nogle af de øer, hvor landskildpadden nu er uddød, så som f.eks. Floreana. Dette skyldes, at vegetationen på øerne faktisk har brug for skildpadderne til at sprede deres frø.

Ved Asilo de la Paz er også Floreanas eneste ferskvandskilde, så gennem tiden er mange søfolk (pirater) kommet til øen for at få ferskvand, og der var derfor også en pirathule i nærheden (hulen er blevet lavet og brugt af pirater tilbage i tiden). Denne var dog ikke andet end blot et mindre hulrum i en lavaklippe, hvor man kunne sidde lidt i læ på de udhuggede bænke.

Tilbage på havnen i Puerto Velasco Ibarra havde vi lige fem minutter, inden turen gik videre til øen Isabela, så vi kunne lige nå at fotografere nogle af dyrene på haven. Således var der nogle meget farverige marine iguanas, som lå og solede sig:


Ligesom der også var nogle Sally Ligthfoot Crabs:

Derudover lå der også en søløve og sov på de trapper, som gik fra kajen ned til landgangsbroen:

Søløverne er overalt langs kysten på Galápagosøerne. Således ligger der ofte en søløve og sover på landgangsbroerne, ligesom søløverne også gerne tager sig en lur i de småbåde, der ligger for anker ude i vandet i havnene. For at undgå dette er der således på flere både sat et hegn op omkring dækket, så søløverne ikke kan hoppe ombord.

På vej mod Isabela sejlede vi forbi Isla Tortuga, hvilket er en lille halvmåneformet og meget stejl klippeø, hvor der ingen mennesker lever, men hvor der til gengæld er rigtig mange fugle, som ligger på rede der, så det vrimlede med fugle i luften.

På Isabela boede vi i byen Puerto Villamil, og efter ankomsten dertil, tog vi på en sejltur i Villamil Lagoon. Dette er en stor lagune, som ligger omkring Puerto Villamils havn, og som er beskyttet mod det åbne hav af en masse klipper. Vi startede med at sejle hen langs klipperne og så her adskillige fugle (og selvfølgelig søløver), bl.a. nogle Galapagos pingviner (det først billede) og Oystercatchers (billede nr. to):


Oystercatcheren til højre på billedet er i gang med at fodre sin unge, som er fuglen til venstre på billedet.

Vi snorklede også langs klipperne udenfor lagunen og efterfølgende inde i selve lagunen. Her så vi bl.a. adskillige grønne havskildpadder. Disse var både væsentlig større end dem, som vi så i Australien og på Hawaii, ligesom deres skjolde var helt tilgroede med alger:

Mens vi snorklede dukkede også en søløve op, som syntes, at det var sjovt at svømme rundt imellem os, så længe vi bare imiterede dens bevægelser, så vi fik meget tid til at gå med at svømme rundt med den.

Efter snorkleturen sejlede vi hen til Las Tintoreras, hvilket er en lille ø, som ligger i den fjerne ende af Villamil Lagoon. Her var der et stort område med meget spidse og ufremkommelige lavamarker (såkaldte ”aa” lava fields), hvor rigtig mange marine iguanas holdt til.

Da vi gik rundt i dette lavaområde kom vi også forbi en bugt, hvor flere havskildpadder var i gang med at parre sig. Her var det desværre ikke tilladt at snorkle, da dyrene skulle have fred.

Næste dag tog vi op og besøgte vulkanen Sierra Negra, som ligger omkring 20 km udenfor Puerto Villamil. Her gik vi langs den østlige skråning op til vulkanens caldera, som ligger 1490 m over havet:


Toppen af Sierra Negra er engang i tidernes morgen styrtet sammen, og vulkanen har derfor ikke en spids top, men i stede denne store flade caldera eller krater, som med en diameter på 10 km er en af de største i verden. På billedet ovenover kan man også godt fornemme, at der er langt over til den anden side. Ved udbrud flyder laven i øvrigt ikke nødvendigvis ud af calderaen, men f.eks. i stedet ud af sprækker på vulkanens yderside.

Vi gik efterfølgende ned af vulkanens nordvestlige side, hvor landskabet var formet af vulkanens lavastrømme, og vegetationen derfor var ret sparsom. Kaktusser var stort set det eneste, som groede der:

Vi så dog alligevel en Galápagos mockingbird hoppe rundt midt i lavalandskabet:

Pga. de for forskellige metaller, som er i lavaen, ændrer denne farve over tid, og nogle steder havde lavaen derfor mange forskellige nuancer:

Inden turen ned igen gik vi hen til vulkanen Chico, som er et krater tæt på Sierra Negras top, og som er dannet ved et af Sierra Negras udbrud. Herfra var der udsigt til flere af de forskellige øer, som ligger omkring Isabela, ligesom der også var udsigt til nogle af de andre vulkaner, som dækker Isabela. Det var dog lidt overskyet, så sigtbarheden var desværre ikke helt i top.

Gåturen op til og ned fra Sierra Negra tog det meste af dagen, så efter en sen frokost (vi havde dog haft en lille snackbox med til gåturen) på en lille restaurant gik turen tilbage til hotellet.

Næste dag tog vi først hen og så Wall of Tears, som lå vest for Puerto Villamil:

Under Anden Verdenskrig havde amerikanerne en militærbase på Isabela, men efter krigens slutning forlod de øen, og i stedet indrettede den ecuadorianske regering en straffelejr for de meget kriminelle i den forladte militærbase. De indsatte blev dog behandlet meget brutalt og tvunget til at bygge en høj mur af lavasten, som de skulle hente omme på den anden side af en høj bakke. Formålet med byggeriet var bare at holde de indsatte beskæftiget, og flere døde undervejs af udmattelse, eller fordi de faldt ned fra muren, når de skulle læsse stenene af. Det var dog kun i starten af lejerens levetid, at de indsatte skulle bygge muren, men de indsatte fortsatte med at blive behandlet skidt.

Den ecuadorianske regering fik dog røde ører, da det i 1959 lykkedes nogle fanger at undslippe derfra og nå til fastlandet, så de kunne fortælle om forholdene i fængslet, og man dermed blev bekendt med de forhold, som fangerne levede under. Fængslet blev således derefter hurtigt nedlagt.

Derefter tog vi hen til et vådområde uden for Puerto Villamil. Her kommer mange forskellige fuglearter, også nogle der migrerer dertil fra Ecuadors fastland, men da vi var der, var der nu ikke så mange fugle. Der var dog den fugl, som vi hovedsageligt tog derhen for at se: Greater flamingoes.


Disse gik og roede i mudderet efter mikroskopiske krebsedyr, hvilket faktisk larmede en hel del.

På vejen tilbage mod Puerto Villamil besøgte vi et center, hvor de udruger og opbevarer nogle Isabelas landskildpaddearter, indtil disse er store nok til ikke længere at være byttedyr, hvilket sker omkring seksårsalderen. Der var således masser af små skildpadder dette sted:

Herefter sejlede vi tilbage til Santa Cruz, hvor vi efter frokost tog hen og besøgte Charles Darwin Research Station. Ud over forskning holder man her også nogle af de forskellige truede landskildpaddearter indespærrede, for at få dem til at yngle, så man kan slippe deres afkom løs i det fri og med tiden få genopbygget den meget indskrumpede bestand af landskildpadder. På Charles Darwin Research Station har de også Lonely George, som er det sidste levende eksemplar af landskildpadden fra øen Pinta. George havde dog ikke ligefrem placeret sig i en særlig fotografvenlig position, så i stedet ses her et billede af nogle af de hunskildpadder, som gik i indhegning med George. Disse er fra en anden ø (har glemt hvilken), men rent genmæssigt minder de meget om George og er således også de såkaldte saddleback skildpadder (deres skjold minder om en sadel).

Landskildpadderne i Santa Cruz’ højland var domshaped skildpadder og deres skjold havde derfor en anden form.

Efter besøget i Charles Darwin Research Station gik vi ned i Puerto Ayoras centrum. På vej derned så vi en Cactus Finch godt i gang med at spise nektar af kaktussens blomst:

Ved fiskehavnen i Puerto Ayora er der en rensestation, hvor fiskerne læsser deres fisk af, så nogle mænd kan rense og udskære fiskene. Dette sted var meget populært blandt pelikanerne, som stimlede sammen der i håb om at kunne få tiltusket sig en godbid. Pelikanerne var meget nærgående, og når det engang i mellem blev for meget for mændene, forsøgte de at jage de pelikanerne væk, men disse trådte dog kun nogle få skridt bagud. Bemærk således pelikanen mellem den ene mands ben:

Ud over pelikanerne lå der inde mellem mændene også en søløve, som forsøgte at få sig nogle rester, så det var noget af et skue, men vældigt underholdene.

Dette var den sidste dag af vores landbaserede rundtur på Galápagosøerne. Næste dag tog vi derfor på en dagstur til øen Bartolomé, som ligger nordvest for Santa Cruz. Sejlturen dertil var næsten tre en halv timer, hvilket dog mest skyldtes, at båden sejlede umådeligt langsomt, så derfor skulle vi også allerede af sted kl. fem om morgenen. Da vi først kom derud var det dog rigtig flot og heldigvis turen værd.
Bartolomé er en meget lille vulkanø (omkring 1,5 kvadratkilometer) uden nogen befolkning. Kun nogle små lavaøgler og nogle få fugle holder til her.


Vi startede med at gå op på øens top (øen er 114 m høj), hvorfra der var en flot udsigt ned til Bartolomés to strande, Pinnacle Rock (den spidse klippe ude i vandet i højre side af billedet) og øen Santiago i baggrunden.


Vi tog efterfølgende ned til den ene strand for der at snorkle. Inde ved strandkanten kunne vi svømme rundt med søløverne, men for at se fiskene måtte vi længere ud, da sigtbarheden længere ude var bedre. Der var flere flotte fisk, men begejstringen var dog størst, da vi I nærheden Pinnacle Rock stødte på en ca. to m lang white tipped reef shark:


Disse sover normalt om dagen, så det var ret heldigt, at vi så den svømme rundt.

Næste dag (og vores sidste dag på Galápagosøerne) tog vi en tur op til øen North Seymour, nord for Baltra. Ligesom Bartolomé er dette også en lille ø på kun 1,9 kvadratkilometer, men i modsætning til Bartolomé er der på North Seymour et rigt dyreliv, idet der på øen både er land iguanas, slanger og søløver ligesom også mange fuglearter yngler og udruger deres æg på øen.

På North Seymour måtte vi kun gå rundt langs en markeret rute, men vi så nu alligevel rigtig mange dyr. Et af de første dyr vi så (ud over pelikaner og søløver, som nærmest er overalt) var en blue-footed booby:

Dens fødder var nu ikke blå, men det skyldes, at det kun var en lille unge. Først stod den bare og stirrede på os et lille stykke fra stien, hvorefter den langsom gik tættere og tættere hen mod Martin og endelig åbnede munden, som om den håbede på at få noget mad, da Martin stak fotografiapparatet hen mod den. Den var virkelig sød. Længere henne af stien stødte vi dog på en fuldvoksen booby med meget flotte blå fødder:

Vi så også en hel del frigatebirds, hvor særligt hannen var flot at se på. Hannen har nemlig en lille rød sæk foran på halsen, som han kan blæse op med luft:


Når hannen ønsker at tiltrække en hun, blæser han sækken op, samtidig med at han kalder og vibrerer sine udstrakte vinger.

På North Seymour så vi også de først land iguanas. Land iguanas har en lidt mere spids næse end marine iguanas, ligesom de også har en mere gul-orange farve og mørk ryg:


Til slut på turen rundt på North Seymour stødte vi på denne Swallow-tailed Gull, som havde meget travlt med at beskytte sine æg og derfor hidsede arrigt af os, da vi nærmede os. Vi blev dog nødt til, at gå næsten helt hen til den, da den havde lagt sine æg næsten lige ved siden af stien (man må under ingen omstændigheder bevæge sig udenfor stien):

Da vi sejlede tilbage mod Santa Cruz, var der et par frigatebirds, som godt kunne bruge et lift og derfor lod sig transportere af sted på skibets flagstang:

De tog sig overhovedet ikke af, af flere folk skulle hen og stå under flagstangen, så de kunne blive fotograferet sammen med de to fugle.

Den uge, som vi tilbragte på Galápagosøerne, var virkelig godt givet ud og klart et af højdepunkterne på vores tur.